Kampagne gjorde danskerne nysgerrige på forskning og videnskab
Udfordringen
Forskningens Døgn er en videnskabsfestival med aktiviteter i hele landet, der hvert år åbner dørene og formidler forskning inden for en lang række fagområder.
I en verden fyldt med underholdningstilbud og hurtige stimuli kan en festival om forskning og videnskab umiddelbart lyde tørt og som et arrangement for de særligt indviede.
Opgaven bestod derfor i at promovere Forskningens Døgn 2022, så danskerne – og særligt børnefamilier – lærte festivalen at kende og fik lyst til at deltage i nogle af de mange events, der blev afholdt i hele landet.
Da Forskningens Døgn ikke er placeret ét geografisk sted som en ‘normal’ festival, stiller det krav til potentielle deltagere om selv at være opsøgende for at finde lokale events.
Løsningen
Løsningen blev en landsdækkende kampagne, der hyldede nysgerrigheden og præsenterede videnskab på en vedkommende og hverdagsnær måde, der nedbrød fordomme.
Kampagnen havde fokus på de mange spørgsmål, som børn og barnlige sjæle stiller. Den skulle minde den almindelige dansker om, at videnskaben findes overalt, og at den derfor vedrører de fleste. Konceptet ”nysgerrig på mere” motiverede modtageren til at reagere på kampagnens primære KPI, nemlig at klikke sig videre til hjemmesiden, hvor festivalens events udfoldede sig.
Resultat
Kampagnen skabte bevidsthed hos danskerne om videnskabsfestivalen Forskningens Døgn. Den fik 5,2 mio. eksponeringer på sociale medier, og 28 % så filmen helt til ende.
Gennem kampagnen fik danskerne også øje på hjemmesiden, og 53.000 klikkede sig videre derind, hvor de kunne opsøge mere information om de forskellige aktiviteter og events.