4 kommuner. 54 spidskandidater. 3.495 posts. Det er, hvad vi har analyseret i denne Facebook-analyse af kommunalvalget 2021. Vi kigger på, hvilke kandidater der har klaret sig bedst på Facebook, og om deres indsats leder til et godt valg?

Det er november 2021, og det betyder, at kommunalvalget står lige for døren. De seneste uger og sågar måneder har derfor budt på valgkamp Danmark rundt, hvilket tydeligt har afspejlet sig i gadebilledet, hvor samtlige lygtepæle, hegn og træer har været tildækket med valgplakater.

Trods denne massive investering i udendørs reklamer, lever vi i en tid, hvor digitaliseringen, og herunder i særdeleshed de sociale medier, unægteligt fortsat fylder mere og mere. I Danmark har 77% af befolkningen en Facebook-profil. Det betyder, at mediet muliggør kommunikation til en meget stor del af befolkningen, hvilket må antages at have en betydelig værdi for kandidaterne til kommunalvalget – vel og mærke hvis man formår at nå ud til befolkningen.

I denne analyse har vi analyseret samtlige spidskandidaters Facebook-sider i Københavns, Aarhus, Odense og Aalborg Kommune. Vi har analyseret, hvor aktive kandidaterne har været på deres respektive sider, hvor meget opmærksomhed de her har fået og hvilke kommunale opgaver, der er blevet omtalt flest gange. Endvidere sammenholdes kandidaternes antal af personlige stemmer med variabler som annonce forbrug, engagement samt antal følgere.

God læsning!