Lærke Gregersen

Junior Cunsultant

Som juniorkonsulent er Lærke tilknyttet strategi-teamet hos Lead Agency. Hun tror på, at de bedste strategier begynder med nysgerrighed. Nysgerrighed på mennesker, kultur og det spændingsfelt, der opstår mellem det, vi ønsker at sige, og det, der rent faktisk bliver forstået.

Netop den nysgerrighed har blandt andet ført hende gennem mediebranchen, NGO-verdenen og det meste af Christiansborg. Undervejs har hun arbejdet med strategisk kommunikation, branding og konceptudvikling for alt fra Alternativet til Dansk Folkeparti. Hun stod blandt andet bag den virale “Hej girlypops”-video med Pia Kjærsgaard. Den samme nysgerrighed har også ført til hæklebrandet STRUK – et meget godt eksempel på, at hendes idéer sjældent bliver liggende i notesappen.

Som en del af sin bachelor i kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Lærke netop været på udveksling på Royal Melbourne Institute of Technology, hvor hun fordybede sig i kreativ idéudvikling, podcastproduktion, entreprenørskab og forbrugeradfærd.

Lærke er født og opvokset på Tåsinge i Det Sydfynske Øhav og arbejder stadig på at overbevise resten af kontoret om, at området burde være på UNESCOs verdensarvsliste. Dokumentationen består indtil videre primært af stærke følelser. Når hun ikke arbejder med strategi, er hun dansetræner. Her går hun mindre op i perfekte tællinger og mere op i, at alle i lokalet føler sig som Beyoncé.