Efter mere end 40 år i medie- og kommunikationsbranchen har Søren Kaster givet karrierens sidste direktørstafet videre. Nu banker et tredje kapitel på døren. Og det skal fejres!

Kender du Søren Kaster?

Måske læste du på journalisthøjskolen i Aarhus med Søren - årgang 1980? Måske var du med omkring under hans spirende journalistkarriere på Frederiksborg Amts Avis, Radio Helsingør eller Københavns Radio? Måske var du et af de mange spændende mennesker, der med Søren bag mikrofonen på P3s hedengangne program, Kronsj, blev udsat for et kærligt, kontant sammenstød? Måske var du med, da Søren lavede TV Avisen, TVA-Søndag eller Uopklaret på DR? Eller Jeopardy og Go’ Morgen Danmark på TV2? Der har gennem årene været rig lejlighed for at møde Søren K i æteren og på en skærm.

Men der har i den grad også været rig lejlighed til at møde Søren Kaster i løbet af de sidste 22 år, hvor han har været særdeles aktiv i PR- og kommunikationsbranchen. Søren har både været direktør og brancheformand, men i høj grad også rådgiver på en lang række opgaver – krisekommunikation, medietræning, strategiudvikling eller betroet rådgiver for en lang række erhvervsledere. Men bekendtskabet kan også stamme fra Allinge på Bornholm, for Folkemødet har været en særlig opgave for Søren siden starten i 2011 – som debattør og især som arrangør.

Siden 2016 har vi hos LEAD Agency haft den udsøgte fornøjelse at kunne kalde Søren for vores adm. direktør. Det kalder vi ham ikke længere, men vi har heldigvis fortsat fornøjelsen af manden og mennesket bag manden. Men officielt kun på lånt tid året ud og som medarrangør på LEADs Folkemøde 2023. Og i den anledning vil vi gerne invitere til et brag af en reception, der sender Søren K godt og kærligt videre til hans tredje kapitel. Samtidig vil der også være mulighed for at hilse på vores nye adm. direktør, Marianne Hjaltelin.

Dato:

Fredag d. 28. oktober kl. 15.00-18.00

Hvor:

LEAD Agency, Ravnsborg Tværgade 5C, 1. sal, 2200 København N (indgang via porten ved Sortedam Dossering 7)

Kommer du?

Vi vil meget gerne vide, om du kigger forbi. Tilmeld dig derfor på dette link senest torsdag d. 20. oktober.

De bedste hilsner - på vegne af hele LEAD

Partnergruppen og bestyrelsen