Psykiatri

Regeringen har igen udskudt den længe ventede psykiatrirapport fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen. Psykiatrien nedprioriteres igen-igen. Hvorfor har vi en politisk tradition for at efterlade danske psykiatriske patienter på perronen?

Disse spørgsmål stiller Amalie Gaardbo, partner i Lead Agency, i et debatindlæg bragt i Politiken d. 30. maj. Læs debatindlægget i Politiken, eller herunder:

Af Amalie Gaardbo, Partner i LEAD Agency

Afsættet for de politiske forhandlinger om 10 årsplanen på psykiatriområdet er igen udskudt. Det var sundhedsminister Magnus Heunickes melding, som jeg vågnede op til forleden.

Jeg har beskæftiget mig med psykiatrien i hele mit voksne liv– både professionelt som kommunikationsrådgiver og privat som nær pårørende. Derfor har jeg både en personlig og en faglig interesse i, at vi moderniserer og forbedrer vores psykiatri, så vi kan give patienter og pårørende den hjælp og omsorg, de har alvorligt brug for, som personalet skriger efter - og som i sidste ende naturligt også vil gavne vores samfund som helhed.

Jeg har oplevet et system, der har svigtet den tillid, som ellers ligger dybt inde i os mennesker. En tillid til at vi kan få professionel hjælp, hvis bare vi rækker ud og beder om hjælp. Og det er vel at mærke, hvis man har overskuddet til selv at række ud. I stedet blev det til ”you’re on your own”, og det er ikke noget vi som velfærdssamfund kan være hverken bekendt eller stolte af.

Derfor var det med panderynker, at jeg modtog nyheden om, at forhandlingerne om 10-årsplanen igen vil blive udskudt. Men jeg må desværre også sige, at det ikke overrasker. Udskydelse og nedprioritering er en tradition, når det kommer til vores psykiatri.

Baggrunden for det forsinkede arbejde skyldes at udfordringerne i psykiatrien er mange og komplekse. Det kan karakteriseres som det den dugfriske forfatter Sigge Winther Nielsen kalder en månelanding i sin nye bog Entreprenørstaten, og det er på niveau med klimadebatten og andre større samfundsmæssige problemstillinger, som ikke kan løses med et snuptag.

Klima og psykiatri er bare nogle af de skelsættende udfordringer, som besværliggør det politiske arbejde, fordi det ikke er nemt at udvise hurtig handling. Og måske netop derfor ser vi mere end nogensinde før, at dansk politik er i opbrud i forsøget på at finde nye veje; De politiske blokke er i opløsning, nye partier opstår, og løsgængere og partihop er ikke længere et særsyn.

For nylig er partihop blevet retfærdiggjort med argumentet om, at det er sjovere at være i magtens centrum og rent faktisk have indflydelse, i stedet for at stå uden for og være skinger. Det forstår jeg ganske udmærket. Personligt har jeg samme holdning. Men det betyder, at vi bliver tilskuere til et politisk realityshow, hvor successen bliver målt på, hvorvidt vi høster anerkendelse og stemmer og på, hvorvidt vi er aktive på Twitter. Taberne bliver mennesker med psykiske lidelser, som beder om hjælp, men ingen får.

Mit budskab til politikerne er: I må ikke glemme menneskerne, det hele handler om. Måske bliver I draget af hurtige beslutninger for at kunne vise hurtige resultater. Men mennesker i psykisk mistrivsel lever ofte med deres sygdom hele livet, så de har brug for, at I tager det lange lys på, hvis de skal føle sig trygge, hjulpet – og i nogles tilfælde overleve det, de går igennem. Jeg håber, at forarbejdet til psykiatriplanen er udtryk for netop grundighed og ikke for, at vi igen efterlader patienterne på perronen.