
Kontakt Catharina
+45 30 11 92 87
Catharina Evald
Rådgiver, Strategi
Catharina er rådgiver i Lead Agency og arbejder primært med strategisk kommunikation. Hendes devise er, at form og indhold altid bør gå hånd i hånd; at enhver sproglig nuance har betydning for et budskabs slagkraft. Hun er optaget af at formidle værdier og visioner i fængende fortællinger – og så er hun svært begejstret for grammatik og finkæmmer kommaer med største fornøjelse.
Catharinas interesse for snitfladerne mellem sprog, kommunikation og kultur er uudtømmelig. Af samme årsag har hun læst hele to bachelorgrader – en i retorik og en i fransk – og kombinerede de to fag på sin kandidat fra Københavns Universitet.
Tidligere har Catharina arbejdet i presse- og kulturafdelingen på den danske ambassade i Paris, som kommunikationsmedarbejder i advokatfirmaet DAHL, som tolk for modehuset Hermès og som franskunderviser på Studieskolen i København. Med andre ord har hun erfaring med en række forskellige tilgange til kommunikation og sproglig præcision, som hun ofte trækker på i sit strategiske arbejde hos Lead.
Inden Catharina besluttede sig for at følge sin indre sprognørdede stemme, overvejede hun at satse på en karriere som harpenist. I dag spiller hun kun sporadisk på sin harpe – men det tager som regel kegler, når hun ved særlige lejligheder tager den med til fest og klimprer kendte klassikere. Derudover går hun hyppigt på genbrugsjagt og opsøger alskens madoplevelser, bøger, film og koncerter, der dufter frankofilt, for at dulme sit store savn efter Paris.