Af Peter Albæk

Debatindlæget er udgivet på Altinget Sundhed.

Covid-19-krisen har været hård ved det danske samfund. Den har kostet hundredvis af liv, tusindvis af job og milliarder af kroner.

I sundhedsvæsenet har krisen udskudt operationer, ambulante besøg og opstart af behandling for tusindvis af patienter. Og sygehusene har oplevet en markant nedgang i antallet af henvendelser med blandt andet symptomer på kræft og hjertesygdom.

Det bliver kostbart at indhente det tabte. Men på sigt kan en af de største omkostninger for vores sundhedsvæsen vise sig at ligge et helt andet sted. Innovation og nytænkning inden for alt det, der ikke handler om corona, er sat helt eller delvist i stå.

Vi skal sætte turbo på sundhedsinnovationen, fordi vi har brug for det og har momentum til at udnytte ny viden og nye løsninger, krisen har medvirket til at frembringe.

Møder, konferencer og kongresser er aflyst, kliniske forsøg sat på pause, og innovationsprojekter og pilotforsøg stort set stoppet. Selv om teknologier til virtuelle konferencer, e-workshops og digitale møder nu er kendt af de fleste, har dele af sundhedsvæsenet ikke været lige godt gearet til at bruge de nye teknologier.

Det har medvirket til at sætte mange projekter og forsøg på stand-by.

Snævert fokus på drift
Vi er i gang med at genåbne samfundet, og sundhedsvæsenet er på vej tilbage til normalen med for eksempel patientrettigheder og behandlingsgarantier.

Det er glædeligt for patienterne, at det sker så hurtigt. Men tilbage til nor­malen handler primært om at få patienter tilbage i kræftforløb, på operationsbordet og i diabetikerkontrol. Det er en kæmpe opgave. Men er det nok?

Flere har fremhævet, at vi nu må vente med de større reformer, politiske udspil og planer for fremtidens sundhedsvæsen til, at vi har indhentet det tabte. Regionerne har udmeldt snævre retningslinjer for, hvad lægerne må bruge deres tid på resten af året som for eksempel ingen deltagelse i unødvendige fysiske møder. Den slags møder håber jeg nu altid, at man undgår.

Jeg forstår ønsket om skarpe prioriteringer. Der er brugt mange ekstra ressourcer, og sygehuse og kommuner kan reelt ikke vide, hvor stor en del af ekstraregningen, som Folketinget i sidste ende dækker. Det er udtryk for rettidig omhu og ansvarlig politisk ledelse at prioritere driften.

Men det er også farligt på sigt. Vi mister måske ikke bare tre til fire måneder. Det kan reducere kvaliteten i kliniske forsøg, der har holdt pause, hvis man ikke kan følge protokollen.

Det kan forringe dokumentation og evidens i pilotprojekter, der har mistet otte til ti måneder. Og det kan helt bremse innovationsprojekter. Det kan blive meget dyrt.

Turbo på sundhedsinnovationen
Vi har ikke råd til at sætte sundhedsinnovationen på pause og alene fokusere på driften i resten af 2020. Og vi skal ikke tilbage til normalen.

Vi skal sætte turbo på sundhedsinnovationen, fordi vi har brug for det og har momentum til at udnytte ny viden og nye løsninger, som krisen har medvirket til at frembringe. Forskere, eksperter, sundhedsprofessionelle og virksomheder har hver for sig og især sammen vist helt vild evne til nytænkning og innovation under krisen.

Turbo på sundhedsinnovationen kommer ikke af sig selv. Det kræver en række indsatser og ressourcer. Det er bestemt ikke gratis, men vi har ikke råd til at lade være. Vi bør så hurtigt som muligt skubbe gang i følgende.

En tværfaglig national taskforce, der samler alle nye erfaringer med samarbejde, digitale løsninger og innovationsprojekter oven på krisen. Taskforcen analyserer og udvælger de bedste projekter og løsninger – hvad virker, hvad var svært, hvordan løste vi det. Og ikke mindst hvordan kan vi i fredstid overføre erfaringer til andre dele af sundhedsvæsenet.

Opret innovationspulje
En pulje til sundhedsinnovation for projekter og forsøg, der ellers risikerer at lukke ned, så sygehuse og regioner kan afsætte øremærkede midler til den type af projekter, uden at de skal frygte for ressourcer til driften.

Puljen kan eventuelt også bruges til nye projekter, hvor kris­en har vist nye muligheder for innovation og udvikling. Det gælder for eksempel billeddiagnostik og videokonsultationer på mobilen, hvor flere års udvikling er sket på få uger. Jeg tænker, at fonde og virksomheder gerne bidrager.

En revision af akutkapaciteten på sygehusene, fordi det egentlig er tankevækkende, at nogle få hundrede patienter på intensive sengepladser sætter så mange andre funktioner i stå.

Formanden for akutlægerne har under krisen udtalt, at han er glad for, at epidemien kom nu, og ikke efter at vi har åbnet de nye supersygehuse, fordi kapaciteten så havde været lavere og de fleksible kvadratmeter langt færre. Det kan i den grad bekymre.

Behov for en kvalitetsplan
En sundhedsaftale med en kvalitetsplan for det kommunale sundhedsvæsen, fordi krisen tydeligt har vist, at store dele af den kommunale sektor ikke er gearet til at løfte mange af de opgaver til for eksempel kronikere, der i fremtiden skal varetages uden for sygehusene.

Vi har måske ikke brug for en egentlig strukturreform i vores sundhedsvæsen, men vi har i den grad brug for en kvalitetsplan for håndteringen af de opgaver, der i stigende grad flytter ud af sygehusene.

Der mangler viden, faglige kompetencer og ressourcer på tværs af en kommunal sektor til at løfte de opgaver. Tænk om kommuner og almen praksis i langt større udstrækning havde haft kapaciteten, systematikken og fagligheden til sammen at løfte nogle af de opgaver, som sygehusene var nødt til at udskyde.

En innovationspulje og en national taskforce har vi brug for nu og her, så vi ikke mister momentum i nytænkning og udvikling i vores sundhedsvæsen. En sundhedsaftale og en revision af kapaciteten på især det akutte område kan såmænd godt vente til efteråret, men så heller ikke meget længere.